Ja det handler om at gå i fotoklub og ikke ud at danse denne gang. Fotoklubber er tit noget der kan dele vandene blandt amatørfotografer, og for mange har det et rigtig skidt ry. Jeg så sågar i en kommentar til et foto – i forbindelse med kritik af den negative slags – at der stod “det ligner jo noget fra en fotoklub”. Jeg må sige at jeg blev lidt stødt på manchetterne dér(man er vel rundet de 30), og jeg synes et eller andet sted at det sagde mere om vedkommende og dennes kendskab til fotoklubber, end det gjorde om billedet.
Fotoklubber er for gamle mennesker – nej!
Det hører jeg faktisk tit. En del mener der er pensionisternes fristad, og det lader til at klubber og foreninger i stor grad generelt lider under det indtryk. Det er ikke rigtigt. Overhovedet ikke. Da jeg startede i fotoklub, virkede det også som om der gik lidt meget guldbryllups-kaffe-klub i den til tider, men jeg valgte at hænge i og se om der nu alligevel ikke var lidt ud af det.
Kritik, kritik og selvkritik
Til trods for at jeg hev gennemsnitsalderen godt ned og gennemsnits egoet op, så fik jeg alligevel stokke-prygl i de første par fotokonkurrencer. Det gav mig til gengæld lejlighed til at få en masse kritik af mit arbejde fra en rimelig kyndig og vigtigst af alt uvildig person. Der er nok rygklappere i verden, så brugbar kritik er ofte en mangelvare. Især på nettet hvor jeg ser en tendens til at folk sørger for at kaste deres billeder i grams på folk de er sikre på at er mindre dygtige/erfarne for så at høste en masse ros. Skaber det udvikling? Nej.
Overse ikke potentialet
Tilbage til fotoklubberne. Efter diverse nederlag, konstruktiv kritik og en voksende interesse for “ham vores unge ivrige medlem” fra klubbens øvrige medlemmer fik jeg mulighed for at udvikle mig hurtigere end jeg ellers ville have gjort. Jeg fik en masse forklaringer om løst og fast indenfor foto. Alt fra print til komposition. Det kan godt være at mange af medlemmerne på det tidspunkt kun lige var gået væk fra analog foto og døjede lidt med digital teknologi og photoshop, men grundprincipper omkring eksponering, farver og komposition havde ikke ændret sig. Mange havde fotograferet i +20 år på hobbyplan, og viften af interesser indenfor de forskellige fotogenrer blev efterhånden til en stor pøl af let tilgængelig og uvurderlig viden for sådan en ungersvend som mig. Omvendt, kunne jeg bidrage med lidt IT-viden og noget photoshop som følge af min grafiske uddannelse.
Man rider som man sadler
I løbet af noget tid fik jeg overtalt en kammerat til at tage med også. Efter en lokal udstilling, dukkede der pludselig også et par medlemmer under 40 op og meldte sig ind. Pludselig dalede aldersniveauet stille og roligt. Min sidste sæson i klubben fik jeg en delt 2. plads som årets fotograf målt på mine konkurrence-præstationer over sæsonen. Ikke en skidt udvikling på 2½ år. Jeg vandt portrætkonkurrencen og fik en messing-plade med mit navn graveret på pokalen, som ganske vist var et mini-porcelæns-lokum på en mahogniklods, men alligevel en fed fornemmelse.
Man kan ikke kun få…
Jeg blev opfordret til, og tog på dommerkursus. Mange af fotoklubberne på sjælland er mere eller mindre alle organiseret i Region Nord Foto, som udbød to kurser for at få nyt blod til dommerstaben. Vi snakker to hele dages kursus med 14 dages mellemrum og en prøve. Siden da har jeg bedømt 5 eller 6 konkurrencer med alt fra 50 til 100 billeder hver gang. Det der kom bag på mig var at det faktisk gav mig et indblik i min egen smag, efter et par gange, som jeg ikke selv havde set før. Ikke fordi jeg favoriserede, men fordi jeg kunne se et mønster i de appellerende fotografier. Så efter at have modtaget store lån fra amatør-fotografiets kapitalbeholdning, er jeg begyndt at afdrage kan man vel sige. Jeg har også erfaret at nogen gange så får man, når man giver. Jeg bedømte en konkurrence i Herlev fotoklub for nylig, og da bedømmelsen var slut kom en herre op til mig og fortalte at han følte at, som ny fotograf, havde lært en masse af det jeg kommenterede omkring komposition, beskæring og farver. Det er godt nok dejligt at høre den slags oprigtig input. På sin vis er jeg efterhånden begyndt at få kritik af min kritik.
Der er altid nogen der er bedre end dig selv, og nogen der tror de er det
Jeg havde også fundet andre videnkilder at trække på i takt med at jeg voksede som fotograf, men det mest udviklende for mig har altid været den saglige og uvildige kritik. Efter at have samlet rygrad i lokalkonkurrencer sendte jeg billeder ind til Region Nord Foto’s regionale konkurrencer, og fandt at mit niveau stadig har plads til forbedring. Til gengæld får man også kritik af folk med større ballast og det kan forhåbentlig bruges til at vokse videre. Min erfaring er at jo bedre man bliver som fotograf, des mere skal man være omhyggelig med hvem man lytter til kritik fra. Lytter. Bid mærke i dén formulering. Man skal selvfølgelig ikke tage al kritik til sig, men lyt kun til det du selv føler er brugbar kritik. Jeg fik kritik af en fotodommer engang, der sagde at vedkommende ikke forstod mit abstrakte foto. Fotoet var ret gennemtænkt med hensyn til linjer og komposition. Vedkommende stirrede sig så blind på at ikke kunne genkende motivet, at komposition og mønstre slet ikke blev betragtet. Fotoet blev indleveret til næste konkurrence, og fik en helt anden kritik. Så hør på hvad folk har at sige, og vælg så med sund fornuft hvad du faktisk tager til dig. Det skader heller ikke med en ekstra mening i ny og næ.
Handlede det her indlæg ikke om fotoklubber?
Jo, og der kommer jeg tilbage nu. Da jeg købte hus og flyttede +50 kilometer væk fra min første fotoklub, valgte jeg at skifte til en der var tættere på. Aktivitetsniveauet faldt fra en gang om ugen til en gang hver tredje uge i gennemsnit. Kritikken var ikke eksisterende. Månedens foto blev valgt ved anonym afstemning mellem klubaftenens fremmødte, hyldet ved siddende ovation og kaffekonsumering. Jeg tilbød, med opbakning, at starte et smagsdommer projekt op, hvor man på tur fik 5 fotos med hjem til kollektiv kritikfremlæggelse på næste klubaften, uden efterfølgende aktion fra de drivende kræfter og konkluderede at klubben sådan set er fin nok, men bare ikke passer til lige mine behov. Efter halvandet år har jeg i år har jeg valgt at lade være med at betale kontingent indtil videre og er fotografisk løsgænger for en stund. Mon ikke der er en klub der passer til mig et sted derude? Det tror jeg nu nok der er. Mange klubber går på sommerferie nu, og så må vi se om der er noget der lokker til efteråret.
Leave a reply